MELLEMTRIN ← Tilbage til Mellemtrin
Yogaøvelser til børn har det sigte, at få eleverne til at ‘holde’ kontakten til sig selv og holde opmærksomheden rettet mod kun én kropslig opgave uden at blive forstyrret.
Yogaøvelser er gode til at få børnene til at mærke sig selv, både kropsligt og følelsesmæssigt med en særlig opmærksomhed på åndedræt og hjerte. På den måde kan børns indre balance og ro stimuleres, hvilket kan medvirke til større tolerance overfor hverdagens udfordringer.
Yoga integrerer hele vores sanseapparat og kombinerer fysisk aktivitet og koncentration. Det skærper børns arbejdshukommelse og indlæringsparathed. Med øget fokus på vejrtrækningsrytmen, trænes også barnets rytmesans. Har et barn problemer med motorik og samtidig besvær med at læse eller huske, kan dette reduceres netop ved træning af barnets rytmesans og fokus på vejrtrækning.
Ekstra:
Alternativt kan enkle øvelser, der relaterer til mindfulness, opmærksomhedslege gennem meditation og fantasirejser, bruges. Øvelser, hvor børnene øver sig i at mærke sig selv både kropsligt og følelsesmæssigt med en særlig opmærksomhed på åndedræt og hjerte. Det kan give børn indre balance og ro og kan give en øget opmærksomhed på de kropslige signaler, som fortæller, at nu er de f.eks. ved at blive overstimuleret/vrede/kede af det, så de kan hjælpe sig selv til at handle anderledes eller søge hjælp til det. Deres selvregulering bliver på den måde bedre. Undersøgelser viser også at børnenes medfølelse, selvindsigt og koncentrationsevne bedres. For når et barn kan tage vare på sig selv, får det overskud til at være noget for andre, og det styrker selvværdet.